Tyverialarm

Da vi for et par år siden havde nyindrettet vores hjem efter en større ombygning af huset, tilkaldte jeg en assurandør fra vores forsikringsselskab for at få drøftet en eventuel forhøjelse af vores indboforsikring. Baggrunden var, at vi havde valgt at bruge en del af vores formue på temmelig dyre designmøbler og lamper. Vi havde købt ind for over en halv million kroner, så der var god grund til at sikre os, at vi var ordentligt forsikret.

Assurandøren fastslog, at vi burde forhøje forsikringen, hvilket vi også gjorde. Han anbefalede, at vi gemte alle kvitteringer og at vi fotograferede vores stuer fra alle vinkler, så vi kunne dokumentere værdierne i vores indbo.

Han regnede vores forsikringspræmie ud, og den var chokerende høj, men så sagde han med et smil, at prisen ville være mærkbart lavere, hvis vi installerede en effektiv tyverialarm.

Han havde endda brochure og prisliste med fra et firma, som forsikringsselskabet arbejder sammen med. Han understregede, at vi ikke var forpligtet til at få installeret en alarm fra lige præcis det firma, men det skulle i givet fald være en nogenlunde tilsvarende, hvis forsikringsselskabet skulle nedsætte præmien.

Det viste sig dengang, at hvis vi købte den alarm, han viste os brochure på, ville besparelsen på forsikringspræmien blive så stor, at vi i løbet af tre år ville tjene hele udgiften til tyverialarmen ind igen. Så der var ikke meget at betænke sig på, og allerede dagen efter tilkaldte jeg det alarmfirma, assurandøren havde peget på, og vi fik få dage senere installeret en tyverialarm.

Hele det forløb glæder jeg mig over i dag, for da vi for fire uger siden kom hjem fra en dejlig ferie i form af et krydstogt på Middelhavet – en fantastisk skøn rejse i øvrigt – fandt vi vores hjem stort set helt tømt for værdier. Der havde været indbrudstyve på spil i vores hus, og alle vores dyre møbler og lamper samt min kones smykker var væk. Det samme gjaldt vores to computere og selvfølgelig fjernsyn og stereoanlæg.

Det var chokerende, og den eneste lille trøst var, at tyvene ikke også var løbet med vores senge i soveværelset, så vi i det mindste kunne få noget søvn efter at være kommet trætte hjem sent om aftenen.

Næste morgen kom jeg i tanker om, at jeg den gang for et par år siden havde været så omhyggelig, at jeg havde placeret kvitteringerne for indboet og print af de billeder, vi havde taget, i vores bankboks.

Derfor ringede jeg igen til politiet, som aftenen før havde taget imod anmeldelsen og lovet at komme ud til os i løbet af formiddagen og fortalte, at jeg havde kvitteringer og fotos i bankboksen, så jeg kunne hente dem, inden politiet kom på besøg.

Det gjorde jeg, og da de to kriminalbetjente kom, kiggede de nysgerrigt på vores tyverialarm, og den ene bemærkede, at så vidt han vidste, var det en tyverialarm med kamera. Det viste sig at være rigtigt, men enten anede jeg det ikke, eller jeg havde glemt det. Der var gode billeder af tyveknægtene, som derfor hurtigt blev anholdt, men vores indbo blev aldrig fundet.