Sikring Danmark

Der er snart gået en måned, og jeg er kommet tilbage til skolen. Det er kedeligt. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kommer igennem resten af skoleåret. Det er virkeligt lang tid at skulle vente. 10 måneder er jo næsten et helt år. Men det gik bare ikke. Så jeg må være flittig og tålmodig. Kan jeg det? Være flittig i de næste mange måneder, så jeg kan forlade skolen med god samvittighed? Tror det ikke. Jeg tror, jeg beder om at komme ud af skolen nu. Hader den. Hader lærerne. Hader klassekammeraterne.

Efterskole med musiske fag

Jeg ville gerne have været på efterskole nu. Jeg havde fundet en god musikefterskole, som desværre ikke havde plads til mig i år. De skrev, at jeg vil kunne få en plads til næste år. Ok, det er fair nok. Jeg var sent ude med min ansøgning og var sådan set forberedt på, at jeg ikke kunne få plads på skolen i år.

Alligevel er det en bitter pille at sluge. Jeg skal slæbe mig igennem 9. klasse her i folkeskolen. Og så har jeg kun et håb om, at de kan finde plads til mig, når jeg skal i 10. klasse.

Spild af tid. Jeg vil jo bare gerne spille musik. Det var derfor, jeg ville ind på den bestemte musikefterskole.

Få mest muligt udbytte

Der er ikke så meget andet at sige om det. Og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det nu. Det eneste, jeg kan gøre, er at prøve at være positiv og få det bedste ud af det kommende år. I det mindste har vi to musiktimer om ugen. Men altså. Jeg er så ærgerlig, over at jeg ikke fandt på det der med efterskolen førend alt for sent. Jeg burde have været klog nok til at indse, at det meget tidligere. Men jeg var åbenbart ikke klog nok.
Min veninde er kommet ind på den efterskole, som hun gerne ville på. Hun skriver ofte, at hun har det så fedt. Er glad og tilfreds. Glad for, at hendes linjefag tager det meste af hendes tid. Og hun har ikke dumme klassekammerater.

Hun skriver, at jeg skal glæde mig til næste år, når jeg kan komme afsted. Hun skriver også, at hun savner mig. Men kun mig. Ikke de andre.

Savner hende

Jeg savner hende. Håber virkeligt, at hun kan holde mig fast i min beslutning om, at jeg skal på efterskole til næste år. Det er faktisk kun tanken om det, der får mig til at holde ud at tænke på de næste 10 måneder her på skolen.

Ja, havde jeg bare haft modet til at tale med mine forældre om det noget tidligere, så ville jeg være meget gladere nu. Det er jeg sikker på. Men jeg havde ikke modet. Kunne ikke rigtigt forklare dem, at skolen her slår mig og min sjæl itu, fordi de er så bundne af regler og ambitioner om høje karakterer. Handler det hele kun om høje karakterer, så man kan komme i gymnasiet og derefter på universitetet? Er det ikke bare helt forskruet?