Sikring Danmark

Så dum må man altså ikke være, sagde jeg til min kammerat fra skoletiden, Kjeld, da han havde fortalt mig om, hvordan han havde været plaget af sygdom gennem de foregående fem-seks uger. Nu er han heldigvis på toppen igen, men det har vist været en hård omgang for ham.

Sagen er, at Kjeld efter en kort periode med ledighed, fik tilbudt et job i et gulvfirma, der stod og manglede en medarbejder. Kjeld tog med tak imod tilbuddet, for jobbet bestod i at tage rundt til kunder og udføre gulvafslibning primært i private hjem på Frederiksberg, og det mente Kjeld bestemt, at han sagtens kunne finde ud, når han først var blevet instrueret i at betjene de forskellige maskiner, man bruger til den slags.

Han fik også en grundig instruktion i, hvordan man udfører den slags arbejde, og han blev også instrueret i, hvordan han skulle passe på sig selv, så han ikke kom til skade under brugen af maskinerne. Desuden fik han strenge ordrer om altid at bruge de masker, der hørte til hans udstyr, og som skal fungere som åndedrætsværn.

Sagen er, forklarede Kjeld, at når man sliber sådan et trægulv, fremkommer der store skyer af meget fint træstøv, og det er selvfølgelig ikke godt at indånde. Derfor skal man have sådan en speciel maske på, så den dækker både næse og mund.

Men jeg syntes, det var alt for varmt at gå med masken, så jeg snød og lod være med at bruge maske flere arbejdsdage i træk. Og du har ret, sagde Kjeld, det var virkelig dumt, for jeg indåndede en masse af det fine træstøv, som uvægerligt opstår under slibning af gulv.

Resultatet var, at jeg udviklede en ondartet lungebetændelse, som faktisk var så alvorlig, at min læge valgte at få mig indlagt på sygehuset i fire dage, indtil feberen begyndte at falde igen. Derefter var jeg sengeliggende derhjemme i et par uger, før jeg følte mig stærk nok til at kunne holde mig oprejst. Det er ikke små mængder af penicillin, jeg har indtaget i den periode, så jeg må vist nærmest være immun over for det meste lige nu, sagde Kjeld med et smil.

Nu er jeg tilbage på jobbet, og jeg har det fint. Heldigvis har jeg en forstående chef, selv om han godt nok skældte mig grundigt ud, da jeg indrømmede, at jeg havde undladt at bruge mit åndedrætsværn under arbejdet med at slibe gulve.

Men forstående er han, så han har fået det arrangeret sådan, at jeg de kommende mange uger udelukkende skal beskæftige mig med gulvafhøvling, for det sender slet ikke de store mængder fint støv ud i luften. Den maskine, vi bruger til det, er endda indrettet sådan, at den opsamler de fine høvlspåner i en beholder, man så skal tømme af og til. Men høvlspånerne er jo ikke noget problem for lungerne, for de er trods alt for store til, at man kan indånde dem.

Og jeg er trods alt blevet klog af skade, så nu dropper jeg aldrig mere mit åndedrætsværn, lovede Kjeld.